Hverdagen ind i politik...
 

Lotte Helms Kjær

Tilmeld nyhedsbrev
Modtag en e-mail med nyheder

JEG HOLDER AF HVERDAGEN...

 

Men - ”jeg kan høre, hvor stor afstand, der er mellem borgerne ude i samfundet, og så det der foregår inde i hovederne på politikere og eksperter. Det har ofte intet med virkeligheden at gøre..."

(Karen Thisted fra bogen "Er vi de eneste normale her?")

 

Vi skal have hverdagen ind i politik...

Borgerlistens valgprogram

Borgerlistens valgprogram
 
Beskæftigelse, politik, udvalg, beskæftigelsesudvalg, Lotte Helms Kjær
13. januar 2012
Beskæftigelsesindsatsen

Som medlem af beskæftigelsesudvalget har mit fokus i høj grad været et fokus på en tværgående indsats for vores område. Jeg – og Borgerlisten - har fået sat et punkt på dagsordnen til hvert udvalgsmøde, der hedder ”koordinering med øvrige politikområder” – hvor alle politikere i udvalget kan komme med forslag til hvordan vi beskæftigelsespolitisk kan ”blande os” i de andre udvalgs sager – og for eksempel sende høringsvar fra vores udvalg til andre – med fokus på beskæftigelsesindsatsen. Det er et meget åbent punkt – og som en af de første sager skrev vi et høringssvar til skolestrukturen. Det synes jeg er et væsentligt overordnet politisk fokus fremadrettet på beskæftigelsesområdet – at vi skal se på en koordinering af indsatsen på tværs af udvalg. Vi kan ikke vende en udvikling som beskæftigelsesudvalg alene – og for mig giver det ingen mening at kigge på statistikker for hvor mange der er på sygedagpenge og hvor mange unge der er uden for uddannelsessystemet – hvis vi ikke også søger en indflydelse på tiltag i forhold til dette – og den kommunale indflydelse ligger altså ofte udenfor vores udvalgs rammer.

Et andet fokusområde er helt klart indsatsen i forhold til de unge mennesker på øen. Både uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt. Jeg har forslået, at man går lidt utraditionelt til værks her – nærmest omvendt - og starter med at lytte til ”hvad det er der driver de unge” – bruger nogle ressourcer på at få deres fortællinger frem så disse kan bruges til at lave en plan for hvad det er der vil virke for dem. Hvad er det, der er vigtigt for de unge? Og hvordan kan vi bruge det i vores strategiske overvejelser for hvordan vi skal gribe arbejdet an? Jeg tror at en sådan platform – hvor det fælles udgangspunkt er at de unge skal have en uddannelse og i arbejde – og hvor interessen for hvad der driver de unge er udspillet - kan blive et solidt og på sin vis mere neutralt grundlag for det videre arbejde, der også kan give en legitim mulighed til at få sagt nogle ting højt.

Når du spørger til aktiveringsmulighederne – så mener jeg at vi skal have hele paletten på bordet. Jeg er absolut tilhænger af, at man som kommune samarbejder såvel kommunalt som privat – så længe det giver mening for borgeren. Og når jeg taler om ”mening” – så mener jeg mening i beskæftigelsesøjemed sådan at forstå, at det skal fremme muligheden for beskæftigelse for den enkelte. Det indebærer også at man skal ”forstyrres” lidt i egen forestillingsverden om hvad man skulle bruge sit liv til – for når man er på offentlig forsørgelse – så er det en fælles opgave, at komme videre derfra. Og den fælles opgave ligger hos den enkelte, kommunen og hos arbejdsgiveren – og det samarbejde mener jeg, at vi politisk skal dyrke. Det er utrolig vigtigt at man som borger gør en indsats for at komme ud, at man som kommune lytter til det, der er vigtigt for borgeren og at man som virksomhed er sig sit ansvar bevidst i forhold til at tage imod.

I forhold til indsatsen overfor sygemeldte - så handler det om at brede problemstillingen ud til også at inddrage blandt andet sundhedssystemet og virksomhederne. Ansvaret er igen flerdelt – og fordrer, at vi i højere grad ser på effekten af dette og hvad det betyder for den enkelte. Dette er igen et område vi ikke alene kan regulere på beskæftigelsesområdet – men vi kan gøre opmærksom på det – og det gør vi! Og selvfølgelig handler dette da også om den kommunale økonomi. Som politikere har vi en forpligtelse til at forvalte de kommunale midler på den mest hensigtsmæssige måde overfor – ikke bare de sygemeldte – men for alle borgerne i Bornholms regionskommune. Og at have borgeren i centrum på vores område handler om en afklaring af hvad man skal lave resten af sit liv. Kan man komme i ordinært arbejde? - indstilles man til fleksjob? - er det en førtidspension? - skal der uddannelse til? – en uafklaret situation er simpelthen bare ikke fordrende for noget som helt for den enkelte – og er en kæmpe belastning, som jeg mener vi hele tiden skal have fokus på. Især i indsatsen overfor de sygemeldte.

Hvis jeg skal nævne endnu en ting, så er priserne til og fra øen en stor hæmsko for udviklingen. Både for eksisterende men også for mange af de mindre nye virksomheder. En medarbejder på Bornholm skal for at være konkurrencedygtig med medarbejdere på den anden side af vandet være mere effektiv og mindre løntung – og det er et stort problem. Dette er noget vi har talt om længe – men det er noget som vi simpelthen bliver nød til at gøre noget ved. Både for industri og for turisterhvervet.

Derudover så er der det omtalte Bright Green Solution House – konference center. Det kan kun gå for langsomt med at få det op at stå! Her har vi virkelig en mulighed for at følge vores egen strategi på Bornholm om ”Bright Green Island”- hvilket jeg mener vi skal gøre langt mere i. Jeg er stor tilhænger af, at vi følger de strategier vi har lagt – eller vælger nogle andre. Midt i mellem – det kan ingen bruge til noget. Hvis vi ikke selv som kommune tror på vores strategier – så kan vi heller ikke få private investorer og virksomheder til at være med – og her har vi en enestående mulighed for at være fælles om noget. Fælles om Bornholm – med udgangspunkt i den natur, der omgiver os…

 
 

Borgerlistens forslag til budget 2012
21-08-2011
Budget 2012

Borgerlisten har udarbejdet budget for 2012...

Vi er vidende om at der stadig vil komme nye oplysninger til Budget 2012. Disse vil naturligvis kunne få indflydelse på nedennævnte. Vi vælger dog at offentliggøre nu, da vi gerne give alle mulighed for at reagere og kommentere. Som sædvanlig giver overslagsårene kommunalbestyrelsen en udfordring. Den udfordring skal vi tage alvorligt, og der er emner som vi gerne vil have på dagsorden i 2012, herunder privatisering/udlicitering af kommunale virksomheder.

Børne og skoleudvalget:
I 2012 afsættes 30 mio kroner til renovering af skoler. Lånefinancieres med 15 mio suppleres med 15 mio kvalitetfondsmidler.
Udvalgets forslag om lærernes øgede undervisningstid fastholdes, og borgmesterens forslag om yderligere undervisningstid indgår ikke.

Socialudvalget:
Der tilføres 300.000 til ledelse som fremadrettet ønskes at bestå af en overordnet leder og 2 souschefer i Plejecentre og døgnpleje, da vi mener at det er vigtigt at se området som en helhed.
Besparelsen på medarbejderdisponeret tid udgår.
Tilførsel til leve/bo miljøer udgår, da vi mener det er en del af den allerede fastsatte normering.
Budgettilpasning Psykiatri og handicap halveres. Vi ser ikke der er begrundelse for den ret så store tilførsel der er foreslået.
Udgiften til udviklingssygeplejerske udgår. 800.000 (nyt forslag)

Beskæftigelsesudvalget:
Borgerservice besparelsen udgår. 300.000. Forslaget er isoleret udmærket, men vi prioriterer samspillet mellem borgerservice og biblioteker, og finder det giver en god service for et beskedent beløb.

Teknik og miljøudvalget.
Mindre vedligeholdelse af de grønne områder og skove udgår. 1,5 mio og 750.000 i overslagsår.
Besparelse for område natur og miljø udgår. 500.000

Økonomi og erhvervsudvalg:
KRAMS tilførsel 618.000 udgår.
Organisationstilpasning øges til 5 mio i 2012 og 15 mio i overslagsår.
Tilskud til aktiviteter i lokalområderne (Maritime Hasle) tilføres 1,5 mio.

Fritid og kulturudvalg:
Der afsættes midler til renoveringer af områdets virksomheder, herunder Gudhjem Svømmehal.
Åbne Biblioteker: 1 mio (forudsætning for indlagt besparelse 300.000)
Bornholms Museum og Rønne Theater gives øgede driftmidler.
Kulturelle og idrætsrådspuljer forøges med samlet 1.212.000

02.05.2011
Bliv medlem af Borgerlisten allerede i dag!

Kære alle!

Vi har snart generalforsamling i Borgerlisten - mandag d. 30. maj 2011.

Har du/I lyst til at deltage og samtidig være med til at sætte dagsorden for Borgerlistens politik fremadrettet - så kan du for 50 kroner om året blive medlem!

Send en mail til c.dahl@postkasse.net - og bliv medlem allerede i dag!!

På vegne af Borgerlisten - Lotte

29.03.2011
Politiske positioner - og konstitueringer...
En konstituering er i politik den proces, hvor det besluttes hvem der skal have hvilke poster - og mere blev ikke aftalt, dengang der blev indgået en konstitueringsaftale mellem Borgerlisten, V, A og DF ved sidste valg - og mere behøver der heller ikke at være!
Der var ingen politiske hensigtserklæringer - for målet var borgmesterposten og magten på den politiske scene gennem et tæt samarbejde mellem de største partier på Bornholm.
Det var for Borgerlisten ikke en konstituering hvor muligheder blev drøftet - det var en konstituering i lyset af, at aftalen var indgået - og vi kunne vælge at pege på den nuværende borgmester og få den indflydelse som en udvalgspost bærer med sig - eller vi kunne vælge at lade vær!
Vi valgte - naturligvis - at se mulighederne i det samarbejde mellem V og A som Bjarne Kristiansen arbejde meget på i sine år som borgmester - og som vi mente kunne være med til at være grobund for et konstruktivt samarbejde, hvor flere ting ville kunne lade sig gøre.

Som "de små" i konstitueringen er det vanskeligt for Borgerlisten at have direkte indflydelse. Dette har dog aldrig stoppet entusiasmen i det politiske arbejde - fordi det fællesskab vi har i Borgerlisten ikke er forankret i en farve - men i et ønske om nogle fornuftige lokale beslutninger - som giver positiv vækst på Bornholm.

I det tværpolitiske arbejde er det en væsentlig pointe at et samarbejde går begge veje! - og jeg har flere gange haft lyst til at sige "Hey - husk lige på, at Borgerlisten ER en del af konstitueringen", når ting er kommet til efterretning hos os - efter at de er vedtaget.
Der ligger efter min mening et stort ansvar i at være "de store" og i at have magten - hvis man gerne vil forvalte den så alle parterne i en konstituering virkelig har en reel indflydelse. Dette er for mig en logisk dimension af at have ledelsesansvaret - at man lytter og er nysgerrig på hvad den anden kommer med - og ikke selv starter med at tale og argumentere...
Men det er min tilgang til ledelse - andre har måske et andet behov - og så kan man jo skabe den politiske plads eller position som man ønsker med den indflydelse man har. Det er dog en uskik i min verden - at man i denne proces skal pege fingre af andre…

Jeg mener i høj grad at vi i Borgerlisten har noget at byde på!
Jeg oplever, at vi på flere områder har en "anden vinkel" end mange andre "traditionelt tænkende politikere" - og det handler måske om, at de fleste i Borgerlisten er nye politikere med erfaring fra både ledelse og det private erhvervsliv.
Vi kommer jo alle med noget forskelligt - og måske kunne det netop være en styrke, der kunne bruges politisk - hvis der var en reel interesse i hvad det var man kunne byde på - og ikke blot en interesse i at være enige...

Når det så er sagt - så er det STADIG ikke hverken mit eller Borgerlistens udgangspunkt eller fokus for vores politiske arbejde, at "vi bliver overset" eller "at vi er små og bliver holdt udenfor"...
Vi er ikke i en offerrolle, hvor "verden er imod os".
Tvært imod!
Det vi tror på, det der holder os sammen og det vi arbejder for - det er visionerne om en positiv vækst for Bornholm! Og udgangspunktet for vores beslutninger skal se i lyset af dette.

Så den position som A forsøger at tildele os - blandt andet gennem udtalelserne fra årets generalforsamling - den kan vi hverken støtte op om eller genkende - selvom jeg godt kan gennemskue, at den nok ikke skabes i et fokus på os i Borgerlisten - men som en slags "retfærdiggørelse" af den politiske ledelsstil man har valgt at føre på Bornholm. Borgerlisten har udarbejdet budget for 2012...
07.02.2011
Distrikt Bornholm!

Argumentationen for ikke at lukke Klemensker skole er ikke, at man skal lukke Hasle i stedet... I hvert fald ikke hvis man spørger mig!
Der er nemlig andre gode grunde, som det i stedet er værd at fremhæve i debatten...

Klemensker skole har nogle gode faciliteter… Men det er der også andre steder… Senest så vi en lukning af Østermarie skole, hvor faciliteter i samme kategori ikke var et argument for at bevare skolen…

Klemensker skole har en ungdomsskole og Dybdalskolen – men de kan flyttes til et andet sted…

MEN – Klemensker skole har en beliggenhed man i min verden ikke kan komme udenom i distrikt Nord!
Den geografiske beliggenhed i forhold til hele Nord – og Midtbornholm er interessant, da Klemensker ligger "lige i midten” - men gode adgangsmuligheder fra alle hjørner... Klemensker har mulighed for et relativt stort opland, hvor ingen elever får ”meget langt” til skole (set i forhold til Bornholms geografi)…
Jeg oplever, at vi er meget låst i de nuværende distrikter – så jeg vil opfordre til at vi slår os fri af disse bånd – og begynder at se Bornholm som en enhed!

Derudover har Klemensker skole endnu en interessant mulighed:
Der er mulighed for at bygge ud på omkringliggende marker, hvis man vælger at bygge nyt på et tidspunkt!
Hvis man ser økonomisk på denne mulighed, så tror jeg ikke, at den med de driftsudgifter vi for nuværende sidder med, vil være umulig at gå efter – HVIS vi tør tænke langsigtet og bæredygtigt!
Det er i hvert fald en mulighed der er værd at overveje og undersøge nøjere…

Jeg er bange for, at vi med denne beslutning kan ende med at lukke den forkerte skole! Jeg mener ikke, at grundlaget er tilstrækkeligt belyst til at jeg er sikker på, at dette er fornuftigt på den lange bane.
Jeg er ikke overbevist!

Jeg synes, at denne beslutning bærer præg af hastværk - og jeg synes det er ærgerligt, at vi ikke laver en ordentlig proces, hvor vi tør søge potentialet i en uafklaret situation og hvor vi er nysgerrige på flere muligheder end blot det der kan blive flertal for lige nu og her...
Jeg savner argumentationen med udgangspunkt i kvalitet og troen på fremtiden. Jeg tror ikke på en argumentation der hviler på enighed - der omend det er et yndet begreb i Bornholms politik – aldrig for mig kan blive et mål i sig selv...
Proces er endnu et meget yndet begreb - så lad os dog bruge potentialet i dette begreb til at finde løsninger, der kan give ro - og lad os blive enig om, at denne beslutning er så vigtig for den Bornholmske fremtid, at den ikke skal hastes igennem...

Alle er enige om, at det ER nødvendigt at lukke skoler - men jeg mener ikke, at vi som politikere kan byde det Bornholmske samfund en løsning som vi ved fordrer at samme problematik kommer på dagsordnen igen indenfor ganske få år... Det giver ikke den ro som både forældre og medarbejdere beder om! - og så er vi tilbage hvor vi startede!

Det er nu vi har muligheden – men tør vi tage den og gøre noget andet end vi plejer?! Ikke bare for Klemensker skoles skyld – men for hele det samlede Bornholmske skolevæsen…

susanne tolstrup // 08.02.11
pc-smed@hotmail.com //

Hej Lotte
dejligt at læse din meneing om Klemensker skole. Vi sidder jo alle og siger det samme??? Hvorfor ..netop når vi har de gode facilitetter omkring skolen , men ikke mindst at vi lige netop ligger centralt. Når man så ved hvor meget det vil koste med bustransport og renovering af de skoler som så ikke lukker, tror jeg ikke at der er sparet noget som helst.. Der er en skjult dagsorden. En ting som også undre er ,når man hører at ikke alle har fået de oplysninger som er nødvendige for at kunne træffe de rigtige beslutninger.Så Bjarne eferlyse dette den anden dag i tv2.
Ja man undres ???????
Johnny Fagerlund // 08.02.11
johnny@fagerlunds.com //

Hej Lotte
Ja man sidder med en underlig fornemmelse. Selvom man forsøger at kikke på det neutralt på det er det mere end svært at finde argumenter for denne beslutning. Det der gør en rigtig indebrændt er at man her i kommunen ønsker borgerinddragelse, men når man så får det, og det går imod ens ønsker bliver man bare tavs som graven. Børne og skoleudvalget er simpelthen holdt op med at komunikere hvilket jo er uforståeligt???? Det drejer sig på ingen måde om at Hasle skole skal lukke eller ej. Dette må borgere i Hasle selv afgøre. Nej nu drejer det sig ganske simpelt om at man som politiker stiller sig op og siger, jeg har peget på Klemensker fordi og fordi og fordi. Har man argumenterne iorden tager folk dette til sig, borgerinddragelse du ved....
Lad os da få nogle argumenter og hvis man ikke har nogle må man stille sig det spørgsmål om man er ved at træffe den forkerte beslutning.
Per Rasmussen // 07.02.11
info@aspphp-host.dk //

Det er lige netop en af de ting som støtteforeningen har peget på, Klemensker ligger centralt i distriktet.
Hvis man tager et af de kort der hører til punktet som bilag, og tegner en ring 7 kilometers afstand af Klemensker, så vil man se at sammen med Kongeskær dækker de 2 skoler det meste af distriktet, øgede man f.eks. ringen til 10 kilometer, så vil hele området være dækket
12.11.2011
Fejl hos Jobcenteret...

Jeg kan i disse dage læse overskrifterne om Jobcenterets fejl – og hvordan det koster kommunen 18.000 kroner i manglende refusion, fordi vi er ”For dårlige” til at overholde reglerne…
Som medlem af beskæftigelsesudvalget har jeg følgende kommentar til dette:
Man må aldrig glemme mennesket bag tallene - og der kan være situationer, hvor en borger måske ifølge et regelsæt burde have været trukket i kontanthjælp - men hvor det vurderes i forhold til den enkeltes situation og mulighed for at komme ovenpå - at det ikke er hensigtsmæssigt i alle tilfælde!
Jeg mener, at det tjener kommunen - og Jobcenteret – ”til ære” - at de ikke bare blindt følger regler - men NETOP ser mennesket bag! Det kan vi være stolte af! Og hvis det så koster 18.000 kroner for kommunen i manglende refusion - så overlever vi nok det!



Vi er i vores Jobcenterdel meget opmærksomme på at "følge de mange regler bag" – det har vi en løbende opfølgning på i beskæftigelsesudvalget - og selvfølgelig skal vi hele tiden skærpe os på at blive bedre - men alt kan ikke passes ind i et regelsæt, når det handler om at hjælpe mennesker i en beskæftigelsesmæssig problematik...

 

11.01.2011
Årets første møde i beskæftigelsesudvalget!

Jeg glæder mig i dag til dagens møde i Beskæftigelsesudvalget!

 

Borgerlisten og jeg har to punkter på denne dagsorden - som jeg håber kan være med til at ændre tilgangen i og til dette politiske område - bare en smule! J

 

Jeg har tidligere hørt - og i de sidste mange år oplevet, at et af de store spørgsmål på den politiske arena er med grundlag i en beskæftigelsespolitisk indgang - nemlig:

 

·       VI SKAL HAVE FLERE ARBEJDSPLADSER TIL BORNHOLM

·       VI SKAL HAVE FLERE UNGE I ARBEJDE

·       UNGE SKAL HAVE EN UDDANNELSE

 

- som er udtalt så man næsten kan høre udråbstegnet i enden af sætningen - og oftest manifesteret af en non-verbal holdning, der ikke er til at tage fejl af...

 

OG hvordan kan man dog være uenig i det!

 

Men det har været vanskeligt at finde ud af hvordan vi så griber det an - i et udvalg, der i høj grad er reguleret af staten - og hvor vi er dybt afhængige af, at man arbejder med indsatsen på tværs...

 

Jeg har tænkt store tanker om hvordan jeg kunne invitere til dialog med de andre udvalg - hvordan jeg kunne får dem til at interessere sig mere for "mit" område - mere end blot verbalt.

Til sidst fandt jeg frem til at det måske var min forventning om andres engagement i ”mit” område, der skulle ændres – måske skulle jeg engageres i andre områder i stedet!

 

Jeg har derfor med disse to forslag som kommer på i eftermiddagens møde – punkt 4 og 5 - valgt at tænke "omvendt"....

 

Hvis bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget! J

 

Derfor skal vi i dag på beskæftigelsesudvalgsmødet drøfte to dagsordenspunkter som vi egentlig ikke kan beslutte noget ved - men hvor vi kan give beskæftigelsespolitiske anbefalinger videre!

 

Det første punkt - punkt 4 - handler om Det sociale kapitel, hvor det egentlig er økonomi- og erhvervsudvalgets punkt vi skal drøfte. Skal vi tage elever med som en del af kvoten for fokusområder, når nu vi ved hvor væsentligt det er med lærerpladser?! Det synes jeg... Og så er kvoteprocenten på 4,5 % sidst revideret i 2005 - og man har I BRK allerede "slået den" med en kvote på 6,3 % - så måske er tiden inde til at se på dette. Jeg håber at vi idag kan give vores anbefalinger med til økonomi- og erhvervsudvalget!

 

Det næste punkt - punkt 5 - er udarbejdelsen af et høringssvar til skolestruktur. Når vi nu er enige om, at beskæftigelsespolitikken hører tæt sammen med den uddannelsespolitiske indsats - så er det oplagt for os at lave et høringssvar med de briller! Det ser jeg frem til at udarbejde idag!

 

Jeg håber, at vi med de erfaringer vi gør os via dette arbejde i den næste tid - kan være med til at GØRE noget ved de store spørgsmål om fremtidens Bornholm!

09.01.2011
Knækbrød !!

Nu skal det hele jo ikke gå op i politiske dagsordner – hvilket slet ikke er muligt som husmor med 4 lækre unger J Så – jeg vil gerne dele en fantastisk nem opskrift med jer som gør stor lykke i Blommehaven hos både store og små.

Man skal ikke undervurdere KNÆKBRØD J

1 dl. Havregryn

1 dl. Sesamfrø

1 dl. Hørfrø

1 dl. Solsikkefrø

1 dl. Græskarkerner

(enhver af disse frø kan udskiftes med andre efter smag og skabsindhold)

1 dl. Rugmel

Ca. 2½ dl. Hvedemel

1 tsk. Groft salt

1 dl. Olie

2 dl. Vand

Æg til pensling

Alle ingredienser blandes og dejen deles i to. Hver del rulles tyndt mellem to stykker bagepapir – og lægges på hver sin bageplade.

Skæres derefter ud i passende stykker med en pizzaskærer og pensles med æg.

Bagetid: 15-20 min. ved 200 grader…

27.12.2010
Snekommunikation

Vejen bliver til mens vi går – det tror jeg fuldt og fast på – MEN i disse dage er det meget svært selv at gå nogen steder på grund af de enorme snemængder som ingen er herre over…

Dog er der nogle ting vi kan lære af i dette og blive bedre til!

En ting er blevet meget tydelig for Borgerlisten og jeg: Kommunen mangler en kommunikationsvej i de her snemængder!

Det skal vi lære af til næste gang vejrguderne raser: Vi må ha en kommunal opdateret online tjeneste, der fortæller hvilke strækninger, der er farbare nu og her - og hvor man ikke kan køre lige nu enten på grund af ryddearbejde eller snemængder...

Bornholmerne søger information, spørger på online medier og savner generelt svar om konkrete strækninger. Det bør vi kunne levere rimelig enkelt!

At lukke hele øen er ikke hverken troværdigt eller nødvendigt HVIS der er steder man kan køre som kunne fremgå af en sådan site...

At lukke det hele betyder blot, at nogle folk i stedet tager chancen fordi ”sidste gang de frarådede al udkørsel kunne jeg godt køre til Hasle…” Det giver ingen mening!

Så lad os få oprettet et online medie – eventuelt under BRK hjemmesiden - der kan holde sådanne informationer tilgængelige – og hvor Bornholmerne samtidig kan dele aktuelle informationer med hinanden og hvor der kan linkes til aktuelle informationer fra andre hjemmesider.

På vegne af Borgerlisten vil jeg på baggrund af ovenstående derfor foreslå, at en sådan online informationstjeneste prioriteres oprettet snarest muligt… Dette til gavn for både dem der knokler for at rydde vores veje, for de der søger information om konkrete strækninger og for dem der har informationer som andre vil kunne bruge…

Vi er desuden overbevist om, at en sådan site også vil kunne bruges når vejret bliver lidt mildere til andre tiltag og informationer!

Mulighederne er store – vi skal bare udnytte dem!

08.12.2010
Att. Winni Grosbøll - vedrørende politik for borgerinddragelse...

I forhold til Borgerlistens forslag om at have ”borgerinddragelse” som et fast punkt på alle dagsordner:

 

Når jeg læser i dagsorden til ØKE vedrørende politikken for Borgerinddragelse, at der hverken er kommet kommentarer for eller imod i høringssvarene på Borgerlistens forslag - så bør dette forslag i min forståelse komme med i den endelig politik!

Man kan lige så godt tolke manglende svar på dette punkt som positivt tilkendegivende - og ikke som jeg læser tolkningen i dagens dagsorden til ØKE: Som en negativ tilkendegivelse.

 

Politikken og tiltagene knyttet til den er efter Borgerlistens forståelse et pilotprojekt for borgerinddragelse. Med denne begrundelse mener jeg også, at vores forslag bør være med i det endelige resultat! Så har man jo mulighed for, ligesom med de andre tiltag, at evaluere hvad der har haft effekt. 

 

Sådan ser jeg på det og mener derfor, vores forslag skal fastholdes som en del af den endelige politik - og ikke kan tages af denne på baggrund af "manglende høringssvar".

 

Med venlig hilsen

 

Lotte Helms Kjær

Borgerlisten - Liste L

30.11.2010
Rummelige arbejdspladser...

I 2005 fastsatte Kommunalbestyrelsen et mål for antallet af rummelige arbejdspladser i BRK til 4,5 %.

Dette mål fastholdes ifølge aftalen med Jobcenteret for 2011...

 

På vegne af Borgerlisten har jeg foreslået, at vi får set på dette mål. Både i forhold til procentsatsen – men i lige så høj grad i forhold til en definition af begrebet ”rummelige arbejdspladser”.

 

Hvad dækker dette begreb over i 2010/2011?

Hvilke indsatser ser vi på beskæftigelsesområdet i denne definition, hvori består rummeligheden – og hvilke indsatser er nødvendige i relation til dette?!

 

En oplagt vinkel vil være en diskussion om hvorvidt elevpladser kan høre under "de rummelige arbejdspladser" - i forhold til at elevpladser er marginaliserede i det samlede billede - samtidig med at vi har et stort behov for dem!

 

Denne diskussion er henvist til beskæftigelsesudvalgsmødet i januar 2011 – så har du kommentarer – så send dem gerne på lotte.helms.kjaer@brk.dk  

30.11.2010
Handling på den beskæftigelsespolitiske indsats...

Jeg kunne godt tænke mig - ovenpå vores temadag om beskæftigelsesområdet - at vi fik sat fokus på den tværgående beskæftigelsespolitiske indsats i kommunen!

 

Hvordan får vi koblet indsatsen i Jobcenteret med kommunens øvrige indsatser?!

Det kunne jeg godt tænke mig, at alle kommunalbestyrelsens udvalg kom med et bud på: Hvordan de kan se et samarbejde om det beskæftigelsespolitiske område og den beskæftigelsespolitiske indsats?!

 

Derefter – og derudover - kunne jeg godt tænke mig, at vi vendte fokus om!

 

I stedet for at forvente, at ”de andre” politikere derefter skal tage del i vores dagsorden – så kunne jeg godt tænke mig, at vi som beskæftigelsesudvalg – selv tog aktiv del i de store temaer fra de andre forskellige udvalg.

 

Hvordan ser vi for eksempel på skolestrukturen med beskæftigelsespolitiske øjne?!

 

Det kunne være en både interessant og vigtig vinkel på en debat, der jo ikke bare handler om folkeskolen – men også om den uddannelsesmæssige baggrund for unge mennesker på Bornholm, hvilket har en meget relevant beskæftigelsespolitisk vinkel.

 

Samtidig vil det i højere grad understøtte en tværgående indsats og fokus på de forskellige og meget vigtige beslutninger som BRK står overfor – og som alle politikere har sagt mange gange ikke kan stå alene...

Mange har talt om samarbejde på tværs – så lad os turde gøre det!

Og jeg mener netop at beskæftigelsesudvalget er oplagt til at tage det første skridt af konkret handling i en tværpolitisk indsats – når nu vi alle er meget enige om at beskæftigelsesområdet er et område der skal i fokus vil vi skal have udvikling på Bornholm!

22.10.2010
Hvilken skole ville du vælge?

Borgerlisten Bornholm stiller 4 spørgsmål til alle forældre og elever i den Bornholmske folskeskole!

 

Borgerlisten undersøger reaktioner på skolelukninger, nyt skolebyggeri og skoletilhørsforhold på øen. Man kan også give sit uforbeholdne besyv med i den igangværende skoledebat.

 

Så er du elev eller forælder til et barn i Bornholms folkeskole, så gå ind her ved at klikke på billedet og besvar et par spørgsmål.

 

Det tager kun 1 minut og vil være til meget stor hjælp for os.

07.10.2010
Flere timer i folkeskolen...

Jeg er helt med på, at de yngste elever nu skal have flere timer i skolen.

Ikke fordi jeg tror på, at vi løser problematikker med manglende uddannelse senere i livet ved at lade børnene sidde i et klasseværelse nogle timer ekstra om dagen fra de er helt små. Men jeg tror på, at man ved at lade skoledagen blive længere vil kunne skabe nogle anderledes muligheder end dem vi gør brug af i dag i vores folkeskole.

Her taler jeg om bevægelse, kreativitet, musik og kost…

 

Siden folkeskolens grundlæggelse er vi nu milevidt længere med forskning, projekter og undersøgelser om hvad der virker – hvad det er der påvirker børns læring, udvikling og adfærd positivt.

Nu er det på tide at vi udnytter de kompetencer og den viden vores medarbejdere har til netop at bruge dette i hverdagen.

 

Løsningen er ikke alene flere timer – men flere timer vil kunne give en oplagt mulighed for at ”gøre noget andet end vi plejer…”

Og det tror jeg vil gavne hele vejen rundt!

28.09.2010
Sirius - en debat, der burde tages i et større perspektiv!

Nu debatteres lukning af Sirius endnu engang. Der er taler for og imod om ”der er behov for” en institution som Sirius… Ingen tvivl om at Sirius har været en succes hvis man skal bedømme ud fra om institutionen har opfyldt sit formål for den gruppe børn, der har været indskrevet – det HAR den. Hvis succeskriteriet er antallet af indskrivninger – så kan man stille spørgsmålstegn ved behovet – men det kan – som nogle fremfører – også bero på en manglende visitering til tilbuddet – da man har været klar over, at institutionen var lukningstruet!

Skal jeg træde et skridt tilbage i hele denne debat – så undrer det mig at denne diskussion bliver ved med at kredse om at være et spørgsmål om Sirius eller ikke Sirius! Det politiske perspektiv, der med rette kan forventes i en sådan sag, trækkes væk fra missionen om borgeren – eller i denne sag BARNET - i centrum…

Efter min bedste overbevisning burde man komme videre og se HELE området i et lidt større perspektiv i stedet for at lade fokus falde på en enkelt institution og et enkelt tilbud. Hvad vil vi med området – hvilken service, hvilket tilbud vil vi give til børn og unge i Bornholms regionskommune?! Først derefter kan man sige noget om HVORDAN man kan gøre det bedst muligt og med hvilke rammer og ressourcer.

De børn, der historisk har været indskrevet på Sirius – de vil vel stadig være der i fremtiden – uanset om man kan påvise ved et lavere antal indskrevet det sidste halvår (hvilket i min verden ikke kan bruges som en sikker parameter). Vil man så tilpasse service og omsorg til dem efter et andet eksisterende tilbud for større børn?! Kan man rumme det – både fagligt, fysisk og pædagogisk?!

Jeg mener klart, at man er NØD til at se området som et HELE! Definere hvad vi vil med HELE området – og så derefter definere hvilke tilbud der skal lukke og hvorfor… Lad Sirius blive en del af den helhed som det organisatorisk tilhører – og så tag drøftelsen den vej – i stedet for at påføre hele denne sag på skuldrene af en institution, der ikke har hverken skylden eller løsningen. Den har bare gjort hvad den skulle – og isoleret set opfyldt sit formål…

24.09.2010
Proces – processen – processerne…

Dette er et ord, der virkelig har fundet sit indtog i den Bornholmske kommunalbestyrelse! Ordet bruges som argumentation for at starte noget op (vi gør det her som et led i en proces…), det bruges som argumentation for at afvise forslag(vi skal ikke foregribe processen…) – ja – det bruges faktisk som underbyggelse af stort set ethvert argument…

 

Men hvad betyder ordet egentlig…

 

En proces er et forløb ”hvor der sker noget”… Så på den baggrund kan det jo i reglen bruges til hvad som helst!

Men måske skal vi passe på, at vi ikke får opbygget en selvforståelse, der stiller os tilfreds med denne argumentation baseret på en meget bred begrebsanskuelse.  

 

Måske skal vi politisk henholde os til begrebet koblet til beslutningsdelen – altså en politisk beslutningsproces. Fremadrettet vil kravet om synlige, effektive og hurtige beslutningsprocesser være stigende – og det kræver at begrebet – og ikke mindst selve indholdet af beslutningsprocessen professionaliseres! Politikere og forvaltning skal have et professionelt samspil, hvor rollerne er klare, og hvor borgere og andre interessenter kan følge med…

 

MEN jeg tror også, at vi samtidig skal erkende at rationaliteten i relation til de politiske beslutninger er begrænset som det er i dag – og det vil tage tid at lave om!

Beslutningstagerne – os som politikere - handler begrænset rationelt i den forstand, at vi træffer tilfredsstillende beslutninger ud fra den information, vi har på et givent tidspunkt – hvilket enten kan være delvist mangelfuldt eller for omfattende – og med en begrænset gennemskuelighed af konsekvenserne af beslutningerne. Målet bliver således ikke den overordnet set bedste løsning, men snarere den mest passende løsning i situationen i forhold til politiske værdier, krav fra omgivelserne og forskellige input fra og tilhørsforhold til interessegrupper.

 

Denne sådan set meget pragmatiske politiske beslutningsproces indebærer også, at valget af en beslutning, der først har virkninger på langt sigt, nødvendiggør, at man kan overbevise en tilstrækkelig mængde modstandere om det. Ses resultater ikke på kort sigt, kan man forvente modstand – både politisk og hos borgerne – med den konsekvens at en anden beslutning vil blive forsøgt truffet i stedet. Dette skyldes netop at beslutningen er politisk og dermed medfører beslutninger, der giver gradvise ændringer - eftersom det er sværere at samle opbakning om radikale ændringer.

 

SÅ – måske skal vi tåle, det pragmatiske aspekt – og bruge det konstruktivt i forhold til det kloge og erfaringsbaserede. For en pragmatisk tilgang kan godt forenes med det langsigtede – hvis det langsigtede giver rum for fleksibilitet i sin pragmatiske form!

 

Set i det lys kan den politiske beslutningsproces indeholde

  • Hvad er formålet med processen? – hvad er det vi gerne vil undersøge/træffe beslutning om…
  • En klar rollefordeling mellem borgere, politikere og forvaltning. – hvem har indflydelse på hvad, afstemning af forventninger, hvem gør hvad og hvorfor…
  • Et gennemskueligt, synligt og fælles beslutningsgrundlag med udgangspunkt i formålet - information, dokumentation, kommunikation...

Men en beslutningsproces kan i det politiske system – i min verden – aldrig være statisk eller bruges som argumentation for at afvise dette eller hint… og samtidig må vi tåle – som tidligere nævnt at målet bliver således ikke den overordnet set bedste løsning, men snarere den mest passende løsning i situationen i forhold til politiske værdier, krav fra omgivelserne og forskellige input fra og tilhørsforhold til interessegrupper… - og måske i den erkendelse fremadrettet turde arbejde for, at en synliggørelse af formålet og grundlaget for beslutningerne bliver tydeligere og med fokus på det lange seje træk – der ikke giver resultater lige nu – men som på længere sigt vil være til gavn for borgere, medarbejdere og virksomheder i kommunerne.

 

Så i en tid hvor det meste kan lade sig gøre i processens navn… Lad os bruge, lytte til – og værne om dette begreb med omhu…

16.09.2010
Valget er vores...

Gad vide om ikke der er en historisk – og retorisk tendens i politik, der gør, at udtalelser eller handlinger opfattes som personlige – hellere end som saglige…

Ikke bare i samfundet generelt – men i høj grad også blandt politikere. Man er lynhurtig til at fare i flint og forsvare sig personligt – uden egentlig at lytte til hvad der bliver fremført.

Er man argumentresistent? Til dels…

Men ikke så meget i forhold til hvad der bliver sagt – mere i forhold til den forståelsesramme man vælger at lægge ned over det man hører.  Det er egentlig tankevækkende at vi som politikere selv hopper på denne historiske limpind om at politik er unfair og handler mere om personen end om sagen – selvom det netop er dette vi tillægger vælgerne og læserbrevsskribenterne – og hævder at ”det er et niveau man burde kunne hæve sig over”..

 

Jeg opfatter en slet skjult bebrejdelse fra andre politikere – i forbindelse med budgetforhandlingerne – når det fremføres at ”I har taget de fleste af mine forslag ud af jeres forslag”… 

Hvordan kan det nogensinde være et kvalitetsstempel eller en argumentation i sig selv, at et forslag er ”mit”?! Man kan i min verden aldrig vurdere et forslag på hvor det kommer fra – men hellere på indholdet. Et forslag bør vel være baseret på netop det man tror på – den politik man ønsker at føre - og måden hvorpå man mener at kunne nå sine mål bedst muligt.

 

Jeg hører et børne- og skoleudvalg i forsvar med vendinger som ”populistisk politik” som respons på en udmelding om at en proces mangler styring og ledelse… Det tages meget personligt, at måden hvorpå en proces om fremtidens folkeskole håndteres med en laissez-faire lignende tilbageholdenhed kritiseres med ønsket om en mere proaktiv tilgang.

Men det er jo sagen – processen – og ikke personen, der udsættes for kritik! Det er processen, der mangler en kaptajn fordi majoriteten af udvalget vælger ikke at tage teten nu – ikke udvalgets formand, der degraderes. Alligevel er det opfattelsen, at dette er en ”tone der lægges an” og et personligt angreb.

 

Vanen har stor magt – og italesættelsen har endnu større magt… Så gad vide om dette er en kombination af samfundsskabt historik om fortællingen om den politiske verden – og så samtidig et mere eller mindre bevidst ønske om, at gøre Borgerlisten til det forstyrrende element til den retoriske enighed, som det yndes at italesætte ved hver given lejlighed – og som gengives i stor kontrast til tidligere tiders uregerlighed (som i øvrigt tæller langt de fleste af dem, der i dag er de enige…).

 

For Borgerlisten – og for mig personligt – er det meget naturligt at diskutere og argumentere! Det er en del af vores gruppemøder, at skubbe til hinanden, at udfordre argumenter og at kunne sige for eksempel: ”det mangler visioner”… Det betyder ikke at jeg mangler visioner – og det betyder ikke, at jeg som person bliver vurderet. Det betyder blot, at der stilles spørgsmålstegn ved om jeg nu er på rette vej i den tilgang jeg har valgt – hvis målet er at skabe visioner for et område…

Det er også en invitation til at tænke sammen og til at gå lidt ud over det vi plejer at gøre – og måske sammen finde noget, der kan defineres som visionært for begge parter…

 

Men – det synes ikke at være en kvalitet i det politiske arbejde at argumentere eller at diskutere…

Det synes at være struktur og kontrol, der er indbegrebet af det politiske arbejde – og alt skal helst være klaret på forhånd og helst med stemplet enighed, som mærket for kvalitet…

Men jeg er ikke enig... Jeg er ikke enig i, at enighed er en kvalitet i sig selv.

Jeg tror på mangfoldighed, forskellighed og muligheden for at rykke sig… Og samtidig er jeg absolut ikke hverken så dum eller naiv, at jeg tror på, at alt skal være til debat. Jeg kan godt differentiere – og det mener jeg faktisk at de fleste af os kan.

 

Men lad os dog komme ud over denne enighedsfase og personlighedsfnidder og lad os fokusere på at skabe noget for Bornholm. Turde lave nogle løsninger og tage nogle beslutninger som alle føler de kan have ejerskab til, engagement i og som man har muligheden for at diskutere på indholdets limpind – og med en seriøs faglig sparring med en reel mulighed for at spørge til hverdagen…

 

Jeg behøver ikke holde af mine politiske kolleger, men jeg vil altid respektere dem – både som mennesker – men også med de styrker de hver især kan bibringe fællesskabet. Den respekt er for mig meget grundlæggende – og det er med den forudsætning, at jeg indgår i et politisk arbejde – der ikke handler om enighed eller om at svine andre til – men om at fokusere på det jeg tror på er den rette politiske vej – og så forsøge at føre dette ud i livet fagligt, administrativt og økonomisk.

 

SÅ – for at blive i det herskende mantra – kunne vi så ikke skabe enighed om, at uenighed ikke er et udtryk for personificering – men måske hellere et udtryk for at vi sammen har et større potentiale end vi udnytter lige nu…

 

Jeg går ind for, at vi alle fremover gør os umage med fortsat at afsende – men i høj grad også at lytte i den ramme, der berører indholdet og ikke personen…

01.09.2010
Perspektiver på ”den første gang”…

Mandag og tirsdag var jeg med til mine første budgetforhandlinger! Det endte desværre med et andet fokus end vi i Borgerlisten kunne stå inde for med de prioriteringer vi lagde vægt på i vores forslag. Det lokale initiativ, borgerinddragelse, implementering af eksisterende puljer og tilliden til organisationen er vigtige pejlemærker for Borgerlisten og det vil vi fortsat arbejde for i kommunalbestyrelsen...

det vil vi fortsat arbejde seriøst med og for i det politiske arbejde.Dette udelukker ikke et samarbejde med resten af kommunalbestyrelsen, men jeg tror på, at det vil være med til at kvalificere det! Enighed er godt - men en mantra som denne kan med fordel ses under en filosofi som jeg unægtelig sværger til: Lidt af alt er godt...

I sidste ende vil det være dette, der ikke bare favner den politiske forskellighed - men også hverdagens mangfoldighed. Og heri ligger vel de bedste betingelser for fornuften...

 

Jeg er ikke overbevist om, at måden man forhandler et budget på i Bornholms regionskommune ikke kan gøres anderledes. Det er måske naivt – men jeg oplever, at vi som politikere sidder og skal gøre os kloge på hvilke tiltag, der for eksempel giver mest forebyggelse og hvilke tiltag, der slet ikke vil virke – baseret på en - i min verden -  ”omvendt tildelingsmodel”. De ting man har prøvet og tidligere brugt penge på ryger ud til fordel for nye projekter – og der fokuseres ikke på hvad vi har lært af det vi lige har stået med – og hvordan vi med fordel kan implementere hele eller dele af dette.

Pengene følger på langt størstedelen af områderne ikke tiltag som vi erfaringsmæssigt har prøvet og ved virker helt eller delvist.

I stedet prioriteres nye tiltag – ”nye biler”… Men jeg kører stadig i min gamle gule Berlingo – for jeg kender den – og ved hvor den har sine styrker og svagheder. Til gengæld er jeg ikke bange for at køre nye veje…

 

I forhandlinger er blandt andet argumentationer, faglige og økonomiske fakta og en synliggørelse af afledte konsekvenser en væsentlig del af at lytte, tale og prioritere. Dog synes dette at bøje af for en skarpere tone om ”dine og mine forslag”. Her blev blandt andet Borgerlisten kædet uløseligt sammen med fritids-, kultur-, idræts- og forebyggelses området, hvorfor det forlød, at Borgerlisten vel burde være tilfreds med et resultat, hvor en idrætshal ikke indgik i besparelserne…

Her står jeg så og ser på en proces, der ikke hverken matcher mine intentioner og ej heller mit måske naive engagement i kommunens økonomiske situation.

Vi diskuterer relativt små beløb set ud fra kommunens samlede budget – men jeg ved også fra hverdagen, at selv små beløb har stor betydning. Den betydning vil jeg godt kunne gennemskue – men tiden var tydeligt til gennemslag hellere end at skue – og så bliver det unægteligt baseret på den enkelte politikers tro og mening om en sag her og nu.

Og måske er det netop sådan, at et budget skal lægges i en kommune?! - at man vælger de enkelte politikere, der så i deres mangfoldighed baserer deres prioritering på den verden de kender, har hørt om eller selv undersøgt og på svar på spørgsmål fra kommunens embedsmænd.

Et budget er jo at spå om fremtiden – så kan man egentlig efterfølgende forudse hvad det vil betyde under de forudsætninger?!

Derfor er det også et meget retorisk budget vi er endt ud med i Bornholms regionskommune – for hvem kan i virkeligheden gennemskue om det arbejde og de puljer, der nu bliver sat i gang vil forme sig i forhold til den retorik man ønsker at tillægge det?!

 

Evidensbegrebet er på godt og ondt kommet for at blive – men i min livsfilosofi om at lidt af alt er godt – så vil jeg unægtelig anbefale – at man ved fremtidige budgetforhandlinger vil give sig tid til i højere grad at skue evidensen før man fastslår prioriteringen…

31.08.2010
Borgerlisten og budgettet for 2011

Borgerlisten ville med dette års budget fokusere på, at vi i vores organisation har brug for ro. Ikke ro for at gå i stå – men ro til at fokusere på hverdagen og ro til at fokusere på udvikling af egen organisation og virksomhed. Borgerlisten tror på, at udvikling kommer fra hverdagen.

 

Borgerlisten ville med budget 2011 arbejde for:

·       At styrke de borgernære tiltag og lokale initiativer blandt andet gennem en udvidelse af ordningen Maritime Hasle til en ødækkende ordning. Vi mener det er nødvendigt at man politisk forholder sig til, hvordan der fortsat kan være liv i lokalsamfundene på hele Bornholm trods faldende befolkningstal.  

·       At fremme og arbejde med de langsigtede strategier hellere end at indføre nye kortsigtede projekter dikteret af og baseret på statslige puljer. Derfor ønskede vi at fastholde puljen til medarbejderdisponeret tid frem for indførelsen af nye puljer. Vi ønsker at fortsætte arbejdet med implementeringen af de eksisterende tiltag og puljer.

·       Konkret fremadrettet at bruge virksomhedsplanerne langsigtet og som et værktøj i forhold til budgettet – sådan at udvikling og økonomi i højere grad tænkes sammen både fagligt, administrativt og politisk. For eksempel i forhold til BAT – at fastholde bevillingen og overlade til virksomheden at disponere midlerne mest hensigtsmæssigt. Vi frygter også, at en snæver definition af bevillingens anvendelse kan udelukke BAT fra at matche finansieringen med midler fra Trafikstyrelsens nye puljer.

  

Borgerlisten ville have handling på de langsigtede og allerede eksisterende strategier. 

Vores forslag har fra start og hele vejen igennem processen været underbygget og finansieret med alternative forslag og muligheder og har derfor givet gode muligheder for at finde et kompromis.

 

Den manglende imødekommelse af vores væsentligste politiske mål med budgettet betød i sidste ende, at vi desværre måtte vælge at stå udenfor.

 

Med venlig hilsen

Lene Feldthus Andersen, Lotte Helms Kjær og Bjarne Kristiansen

24.08.2010
Borgerlisten er klar med budgettet...

Borgerlisten ønsker med dette års budget at fokusere på, at vi i vores organisation har brug for ro.

Ikke ro for at gå i stå – men ro til at fokusere på hverdagen og ro til at fokusere på udvikling af egen organisation og virksomhed.

 

Borgerlisten tror på, at udvikling kommer fra hverdagen.

 

Borgerlisten vil med dette budget arbejde for:

 

Ø    At styrke de borgernære tiltag og lokale initiativer.

 

Ø    At fremme og arbejde med de langsigtede strategier hellere end at indføre nye kortsigtede projekter dikteret af og baseret på statslige puljer. Det er vigtigt for Borgerlisten, at udviklingen i vores virksomheder kommer fra hverdagen.

 

Ø    Konkret fremadrettet at bruge virksomhedsplanerne langsigtet og som et værktøj i forhold til budgettet – sådan at udvikling og økonomi i højere grad tænkes sammen både fagligt, administrativt og politisk

 

Ø    At fortsætte arbejdet med implementeringen af de eksisterende tiltag og puljer, der allerede er sat i gang.

 

Borgerlisten vil have handling på de langsigtede og allerede eksisterende strategier.

 

For at fremme disse mål har vi følgende forslag til ændringer i borgmesterens budgetforslag:

  • Harmonisering af SFO og FO i kvalitet og pris - 900.000
  • Fremme af lokale initiativer - udvidelse af Maritime Hasle til ødækkende ordning - 1 mill.
  • Videreførelse af aktivitetspulje på ældreområdet - 1,1 mill.
  • Fastholdelse af tilskud til BAT til reduktion af pris og kvalitetsudvikling - herunder skole-svømmekørsel - 2 mill.
  • Ingen ændring af halfaciliteter - 500.000
  • 270.000 afsættes til sundhedsfremmende aktiviteter
  • Øgede bevillinger til eksiterende kultur- og idrætsråd - 230.000
  • Ønsket udskiftning af nødkaldeanlæg på ældreområdet imødekommes - 2,4 mill.

 

Med dette fokus har vi prioriteret følgende af borgmesterens forslag fra:

 

  • Teksnisk korrektion til fastholdelse af serviceniveauet på dagpasningsområdet (indregnes automatisk i demografien) - 2 mill.
  • Pulje til pædagogisk udvikling i folkeskolen - 1 mill.
  • Udviklingsprojekt forebyggende genoptræning - 1 mill.
  • Velfærdsteknologi - 2 mill.
  • Reduktion af bevilling til IT-sekretariatet - 1 mill.
  • Koordinering af dagpasningstilbud 1 uge i sommerferien i hvert distrikt - 1,1 mill.

 

11.08.2010
Forslag fra Borgerlisten vedrørende ”borgerinddragelse” i Bornholms Regionskommune…

Forslag fra Borgerlisten vedrørende ”borgerinddragelse” i Bornholms Regionskommune…

 

På baggrund af Borgerlistens holdning til og drøftelser om emnet borgerinddragelse – og den efterfølgende debat ved temadage vedrørende emnet – ønsker Borgerlisten følgende konkrete forslag effektueret i samtlige fremtidige politiske dagsordner:

 

Vi ønsker, at der skal indføjes en fast rubrik kaldet ”borgerinddragelse” – sammenlignet med den faste rubrik ”økonomi”, der findes i dag - til hver sagsbehandling i en politisk dagsorden.

 

Vi mener, at man med denne tilføjelse tilskynder en procesorienteret tilgang til den politiske sagsbehandling, hvor stillingtagen til inddragelsen af interessenter allerede sker fra starten af behandlingen og ikke naturligt følger som et appendiks ved en høring efter de vigtige første pejlemærker er sat.

 

Vi mener ikke, at man med dette skal inddrage alle til alt – men vi mener, at det vil fremme en proces, hvor vi administrativt og politisk tvinges til at tage stilling til borgerinddragelse og dialog allerede fra starten af sagsbehandlingen.

 

 

På vegne af Borgerlisten

 

 

Lotte Helms Kjær

21.10.2009
Facebook gruppe...

Jeg har fået min egen Facebook gruppe :-)

 

Tryk på billedet - og log in på den!

Skriv gerne en kommentar - og vær med til at sætte nogle emner på dagsordnen i debatten!

Velkommen som medlem!!

23.09.09
Til eftertanke...

"Vi arbejdede hårdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat.


Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering.


Og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremskridt, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoraliusering..."


Tillægges Cajus Petronius (død år 66)...

 

Indlæg og debat...

Forår 2010 Efterår 2009

Et udvalg af læserbreve gennem de sidste år

Forventninger og ansvar Respekten for flere meninger Administrationen Nærhed og afstand Definér og prioritér kvaliteten Træde eller trampe Dokumentation og omsorg

Se mere på min blog:

www.lottehelmskjaer.blogspot.com

Lotte Helms Kjær

Opret dit badge
Links
Lotte Helms Kjær - tlf. 50 94 66 17 - lotte.h.kjaer@brk.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net